Vindkraftparken Rødsand 2 er nu klar

Den 14. juli blev vindmølle nr. 90 monteret, og den 3. august blev den sat i drift. Dermed er vindkraftparken færdigbygget og sat i drift, hvilket betyder, at parken nu kan producere 207 MW, når det blæser tilstrækkeligt.

- Arbejdet er gået rigtig godt takket være et fantastisk arbejde fra alle i projektet, siger E.ON Vinds projektleder, Anders Ljungman, og han fortsætter:
- Som eksempel på det gode samarbejde i projektet siger Siemens, som har leveret selve vindkraftværkerne, at de aldrig har oplevet et bedre samarbejde og en bedre smidighed i et offshoreprojekt.

Projektet kan også takke de højere magter, som har været en medvirkende årsag til, at det er gået godt, idet vejret har været rigtig fint i sommer.

- Rekorden for montering af et kraftværk er 3,5 timer, og i sommer har vi sat et kraftværk op om dagen inklusive transport med skib fra Nyborg, fortæller Anders Ljungman.

Rødsand 2 består af 90 vindmøller med en samlet effekt på 207 megawatt og skal producere 800 millioner kilowatttimer om året og forsyne 200.000 husstande med el. Rødsand 2 erstatter kulkraft og reducerer dermed udslippene af kuldioxid med 700.000 ton om året i det nordiske elsystem.

Rødsand 2 er bygget mellem Nysted Havmøllepark, Gedser og Rødby i det sydlige Danmark på et 34 kvadratkilometer stort område. De 115 meter høje vindkraftværker placeres i fem rækker med 18 vindkraftværker pr. række.

- Alle i projektet kan føle sig stolte over at have leveret verdens næststørste vindkraftpark tre måneder før tidsplanen og under budgettet, afslutter Anders Ljungman.